Tori Spelling er blevet kørt på hospitalet efter en trafikulykke i Californien.

Det skriver det amerikanske medie TMZ

Den tidligere Beverly Hills 90210-stjerne sad bag rattet, da hendes bil blev ramt af en anden bil omkring 80 kilometer fra Los Angeles.

Lokalt politi oplyser til mediet, at betjente blev sendt ud til en anmeldt ulykke torsdag sidst på eftermiddagen lokal tid. 

Her fandt de to beskadigede biler efter et sammenstød.

I Tori Spellings bil sad hele syv børn.

Tori Spelling er kendt fra serien Beverly Hills 90210, der gjorde hende til et af 90ernes store tv-navne.
Tori Spelling er kendt fra serien Beverly Hills 90210, der gjorde hende til et af 90ernes store tv-navne. Foto: Vanina Lucchesi/AFP/Ritzau Scanpix

Hun havde nemlig selskab af fire ud af sine fem børn og tre af børnenes venner. 

Bilisten, der ramte familiebilen, kørte angiveligt over fartgrænsen og over for rødt.

Alle involverede blev tilset på stedet og efterfølgende kørt på hospitalet med mindre skader. 

Ingen personer er blevet anholdt, og politiet arbejder fortsat på at klarlægge hændelsesforløbet.

Den 53-årige skuespiller har i forvejen haft nogle turbulente år.

I 2023 blev hun og hendes børn tvunget ud af deres hjem på grund af skimmelsvamp, hvilket førte til helbredsproblemer i familien. 

Efterfølgende boede Tori Spelling og børnene midlertidigt til leje i et hus. Et forløb som dengang skabte overskrifter, da familien forlod huset stærkt forsømt.

Samme år blev Tori Spelling skilt fra skuespilleren Dean McDermott, som hun havde dannet par med i knap 18 år.

Tori Spelling fik sit store gennembrud i 90erne med rollen som Donna Martin i hitserien Beverly Hills 90210. 

Spelling har siden haft mindre roller blandt andet i gyserkomedien 'Scary Movie'.