I 52 år har Suzanne Rodgers spillet rollen som Maggie Horton i sæbeoperaen 'Horton Sagaen'.
Det fortsætter hun med – til trods for at Rodgers for nylig fik sig noget af et chok.
I et interview med TV Insider fortæller 82-årige Suzanne Rodgers, at hun i løbet af sommeren fik diagnosticeret kræft i tyktarmen.
Der er ifølge den amerikanske skuespiller tale om kræft i stadie to. Det vil sige, at kræftknuden er vokset, men at den frygtede sygdom endnu ikke har spredt sig til andre organer.
Suzanne Rogers fortæller til TV Insider, at hun nu har fuldført sin kræftbehandling efter at have modtaget kemoterapi fem dage om ugen i seks uger.
»Jeg nød mine weekender i fulde drag, fordi jeg ikke behøvede at gå til lægen. Jeg var så træt af at gå til læger,« siger Suzanne Rodgers og tilføjer, at det var »hårdt« at komme igennem kemoforløbet.

Nu håber hun, at hun har besejret kræften.
Trods kræftbehandlingerne er Suzanne Rodgers igen med på rollelisten, når der til november skal optages nye afsnit af 'Horton Sagaen'.
