Det var med stor stolthed og glæde, at Little Mix-sangerinden Jesy Nelson for omkring et år siden, kunne offentliggøre sin graviditet med et sæt tvillinger.

Siden da, er der dog kommet skår i den store glæde. 

For selvom hun gennemførte den hårde tvillingefødsel, som blandt andet indbefattede en akut operation, så har hun fået en besked, de fleste forældre nok frygter.

Tvillingeparret er nemlig blevet diagnosticeret med muskelsvindsygdom spinal muskelatrofi, som betyder, at de formentlig aldrig kommer til at kunne gå.

»Jeg deler den her video, fordi de seneste tre måneder ærligt talt har været de mest fortvivlende i mit liv. Jeg føler, at mit liv er vendt 360 grader,« siger hun i en video til sine omkring 10 millioner følgere på Instagram.

Desuden fortæller moren, at tvillingerne med navnene Ocean Jade og Story Monroe Nelson-Foster, siden diagnosen blev stillet har fået hjælp til at trække vejret af en maskine. 

»I bund og grund dræber sygdommen musklerne i kroppen, og hvis det ikke bliver behandlet i tide, så forventes ens baby ikke at leve mere end to år,« siger Jesy Nelson i videoen.

Bandet Little Mix, som blev dannet i den britiske version af X Factor, holder i øjeblikket pause.