En kvinde kørte op foran Rihannas luksusvilla i Beverly Hills – og begyndte at skyde som en vanvittig.
Skud efter skud blev affyret mod popstjernens hjem – mens Rihanna selv befandt sig inde i huset.
Mindst ét af de ti skud gik gennem en væg.
Bag riflen stod den 35-årige kvinde Ivanna Ortiz, som efterfølgende er blevet anholdt for skyderiet.
Men hvad fik hende til at gå til angreb på Rihannas hjem?
Det kaster en række bizarre videoer nu lys over, skriver New York Post.

Kort før skyderiet delte Ivanna Ortiz nemlig flere opsigtsvækkende videoer på sociale medier, hvor hun blandt andet påstod, at Rihanna havde stjålet fra hende og kaldte popstjernen både 'en heks' og 'Djævelen selv'.
I videoerne siger hun blandt andet:
»Rihanna er derovre, helt jaloux … fordi jeg er, som jeg er, og fordi hendes ansigt er Djævelens. Rihannas ansigt er Djævelens ansigt.«
»Jeg kan ikke lide hende, og hun har stjålet fra mig. Det eneste, hun kan, er at stjæle fra folk, så vær sød at stoppe med at lytte til hende. I må vågne op og ikke give hende opmærksomhed, så hun ikke kan komme og stjæle mine tanker,« siger hun videre.
I ugerne op til episoden havde Ivanna Ortiz også delt flere mærkelige opslag og trusler mod kendisser som Kim Kardashian og Cardi B.
Ifølge kilder tæt på Rihanna, hørte megastjernen selv skuddene og er efterfølgende 'rædselsslagen' skriver People.
Det er endnu uklart, om hendes partner A$AP Rocky og parrets tre børn også var hjemme under angrebet.
Onsdag dansk tid oplyser en amerikansk anklagemyndighed, at en 35-årig kvinde er blevet sigtet for drabsforsøg, efter at hun søndag blev anholdt for at skyde mod popsangeren Rihannas hjem i Beverly Hills.

