Det chokerede det meste af verden, da The Beatles-ikonet John Lennon den 8. december 1980 blev skudt og dræbt uden for sit hjem i New York.

Gerningsmanden, den sindsforvirrede mand Mark David Chapman, forklarer nu årsagen bag drabet, som han selv kalder »egoistisk«.

The New York Post skriver således, at John Lennons morder for 14. gang uden held forsøgte at få en prøveløsladelse fra sin livstidsdom for skuddrabet tilbage i august.

Og det var foran prøveløsladelsesnævnet, at den nu 70-årige drabsmand kom med sin opsigtsvækkende forklaring for Lennons henrettelse.

»Det var desværre kun for mig og mig alene, og det havde alt at gøre med hans popularitet,« lød den første del af forklaringen ifølge en transskribering af interviewet, som New York Post har fået fingrene i.

Af dokumentet fremgår det desuden, at Chapman herefter blev spurgt nærmere ind til, hvorfor det var nødvendigt at slå Lennon ihjel. Hertil lød svaret:

Mark David Chapman slog efter eget udsagn John Lennon ihjel for at bliver berømt.
Mark David Chapman slog efter eget udsagn John Lennon ihjel for at bliver berømt. Handout/Reuters/Ritzau Scanpix

»For at blive berømt. For at blive til noget, jeg ikke var. Det gik op for mig, at 'hey, der er et mål her. Jeg behøver ikke dø for at blive til noget'. Så dybt var jeg sunket,« hævdede Chapman under interviewet ifølge New York Post.

Af transskriberingen fremgår det desuden, at Chapman allerede to måneder før det brutale mord på rockstjernen fløj fra Hawaii med intentionen om at dræbe Lennon.

Her ventede han udenfor Lennons opgang i New York, men Beatles-stjernen dukkede aldrig op.

To måneder senere vendte han så tilbage og skød John Lennon fire gange i ryggen foran guitaristens hustru, Yoko Ono.