Taylor Momsen har tydeligvis et anstrengt forhold til dyr.
Eller også er det omvendt.
For to år siden blev hun bidt af en flagermus, mens hendes band, The Pretty Reckless, var på turné med AC/DC, og nu er det gået galt igen.
I sidste uge blev hun bidt af en edderkop – igen under en turné med AC/DC, hvor The Pretty Reckless er opvarmningsband.
»Det ville jo ikke være en AC/DC-turné, hvis jeg ikke blev bidt,« skrev Taylor Momsen på Instagram i den forbindelse.
»Denne gang besluttede en kæmpe edderkop sig for at tage en bid af mig, og dens gift satte min krop godt på prøve, så jeg måtte have de fantastiske læger i Mexico til at komme og give mig en ordentlig indsprøjtning inden koncerten i går aftes.«
Og siden har hun tilbragt mange timer på hospitalet.
Senest onsdag, hvor Taylor Momsen, der også er kendt som Jenny Humphrey fra tv-serien 'Gossip Girl', delte en opdatering fra hospitalssengen.
»På hospitalet i dag, koncert i morgen – giftige edderkopper er IKKE GODT, men showet skal jo fortsætte. Vi ses i morgen, Mexico City!,« lyder det.
I et andet opslag – også fra onsdag – takker hun lægerne og viser et billede af sig selv med en ispose over øjet.
Taylor Momsen og The Pretty Rerckless kommer til Danmark til juni, hvor de spiller på årets Copenhell festival.
