Simon Cowell er manden bag succesbandet One Direction, da det var ham, som besluttede at danne gruppen i X Factor i 2010.
Derfor kendte han bandmedlemmet Liam Payne fra starten af hans karriere lige frem til, at han på tragisk vis mistede livet i oktober sidste år, da han faldt ned fra en balkon på et hotel i Buenos Aires. Blot 31 år gammel.
Nu afslører Simon Cowell i et interview med Rolling Stone de sidste ord, han nåede at udveksle med Liam Payne.
»Da jeg hørte nyheden, ramte det mig virkelig. Jeg så ham et år, før det skete. Han kom hjem til mig. Vi talte om hans søn og det at være far,« siger han.
»Jeg husker, at jeg sagde: 'Musik er ikke alt. Lad det ikke styre dit liv længere. Find noget andet, du brænder for.«
Simon Cowell uddyber over for mediet, at han kæmpede med en følelse af ansvar for Liam Paynes liv, efter han døde.
Men efter en samtale med One Direction-stjernens forældre, gik det også op for ham, at han ikke kunne stå til ansvar for, hvordan sangerens liv havde udfoldet sig.
One Direction bestod af Zayn Malik, Louis Tomlinson, Harry Styles, Niall Horan og Liam Payne.
Bandet gik hver til sit i januar 2016, hvor de efterfølgende hver især har gjort karriere inden for musikken.
