Sidste år gik popstjernen Shakira og den tidligere professionelle fodboldspiller Gerard Piqué fra hinanden.

Bruddet er bestemt ikke sket i fred og fordragelighed.

Gennem sin musik anklagede Shakira sin ekskæreste for at have været utro, og i sangen 'BZRP Music Session #53', nævnte hun endda navnet på kvinden, Clara Chia Marti.

I sangen langede den 46-årige Shakira også ud efter den 22-årige Clara Chia Marti. Shakira sang nemlig, at hun var det samme værd som to 22-årige. Samtidig fik hun også fortalt Gerard Piqué, at han havde skiftet en Ferrari og et Rolex ud med henholdsvis en Twingo og et Casio-ur.

De var engang så tæt, men sådan er det bestemt ikke mere.
De var engang så tæt, men sådan er det bestemt ikke mere. Foto: JOSEP LAGO
Vis mere

Få uger efter svarede Gerard Piqué tilbage ved at dele det første billede af sig selv og Clara Chia Marti på sin Instagram.

Hvor den tidligere fodboldspiller stort set har forholdt sig tavs om konflikten, har det været omvendt for Shakira. Nu har hun så igen sat ord på det forliste forhold, hvilket skete i talkshowet Tonight Show Starring Jimmy Fallon, skriver Page Six.

»Jeg har haft et hårdt år, og det har været så vigtigt for mig at skrive den her sang ('BZRP Music Session #53', red.). Det har været en sund måde at håndtere mine følelser på,« fortalte hun og fortsatte:

»Jeg har ikke følt, at jeg har fans derude, men søstre, der har været igennem det samme, som jeg har, som tænker, som jeg gør, som føler, som jeg gør, og som har måttet finde sig i lige så meget lort, som jeg har.«

Det er også for dem, hun har skrevet sangen, forklarede den colombianske verdensstjerne.

Shakira og Gerard Piqué mødt hinanden i 2010, hvor hun sang den officielle VM-sang til slutrunden i Sydafrika. En turnering, som Gerard Piqué og det spanske landshold i øvrigt vandt.

Siden blev de kærester og har fået to sønner sammen, før det altså sidste år gik galt.