Hollywood-skuespilleren Pat Finn, der er kendt fra tv-serier som 'Seinfeld' og 'Friends', er død.
Han blev 60 år gammel.
Ifølge flere amerikanske medier tabte skuespilleren mandag kampen mod kræft. Dødsfaldet er dog først blevet bekræftet onsdag.
En repræsentant for Pat Finn har fortalt følgende til People om dødsfaldet:
»Vi bekræfter den meget triste nyhed, at Pat gik bort den 22. december,« fortæller repræsentanten og fortsætter:
»Han var den venligste og mest glade person i ethvert selskab og var omgivet af sin utroligt nære og kærlige familie og venner. Vi vil alle savne hans store smil og endnu større hjerte.«
Ifølge mediet har Pat Finn kæmpet mod blærekræft siden 2022.
Skuespilleren efterlader sin hustru, Donna, og deres tre børn.

