Den amerikanske skuespiller Sean Penn kalder præsident Joe Bidens overraskende besøg i Ukraine meget opmuntrende.

Men han har samtidig en klar opfordring til den amerikanske præsident.

I et interview med Politico udgivet fredag melder Sean Penn nemlig, at han gerne ser, at USA sender moderne kampfly til Ukraine.

»Der er intet scenario, hvor Ukraine kommer til at tabe denne krig. Der er et scenario, hvor områder bliver taget, og Putin bekæmper oprører gennem en ødelagt infrastruktur i et ødelagt land,« siger han og fortsætter:

»Ukrainerne kommer til at kæmpe til den sidste bloddråbe. Og den bloddråbe vil være på vores hænder, hvis ikke vi giver dem udstyr.«

Sean Penn har siden krigens begyndelse 24. februar 2022 været fortaler for det ukrainske folk og deres kamp for frihed.

Da krigen brød ud, befandt den i dag 62-årige skuespiller sig i den ukrainske hovedstad, Kyiv, hvor han filmede sin dokumentar 'Superpower' om den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyjs, karriere gennem skuespillerens øjne.

Siden har Sean Penn været tilbage seks gange, blandt andet i november for at overrække sin Oscar-stuette til Volodymyr Zelenskyj og senest i midten af februar for at vise den endelige version af dokumentaren, skriver Politico.

Den amerikanske præsident, Joe Biden, har fredag dog været ude at afvise, at USA sender F-16-kampfly til Ukraine.

»Han (Volodymyr Zelenskyj, red.) har ikke brug for F-16-fly lige nu. Jeg udelukker det for nu,« sagde Biden til ABC News ifølge nyhedsbureauet Reuters.