Musikeren P. Diddy, der i årtier har været et af de største navne i hip-hop, bliver sagsøgt for vold og misbrug.
Bag anklagerne står hans ekskæreste, R&B-sangerinden Cassie, som tidligere har haft kontrakt på hans pladeselskab, Bad Boy.
Hun hævder, at P. Diddy, kort efter hun mødte ham som 19-årig i 2005, begynde at være voldelig, fylde hende med stoffer og tvinge hende til at have sex med mandlige prostituerede, mens han filmede det.
I 2018, da deres forhold lakkede mod enden, skal han have trængt ind i hendes hjem og voldtaget hende.
Det fremgår i søgsmålet, som er indgivet på Manhattan, og som New York Times har set.
»Efter at have været stille i årevis,« lyder det i en udtalelse fra Cassie, hvis rigtige navn er Cassandra Ventura, »er jeg endelig klar til at fortælle min historie og tale på vegne af mig selv og til gavn for de andre kvinder, der døjer med vold og misbrug i deres forhold.«
Afviser alt
En advokat for P. Diddy, hvis rigtige navn er Sean Combs, udtaler:
»Combs afviser på det kraftigste de krænkende og uhørte anklager. Gennem de seneste seks måneder har Combs været udsat for Venturas' vedholdende krav på 30 millioner dollar under trusler om at skrive en skadelig bog om deres forhold, hvilket blev klart afvist som åbenlys afpresning.«
Cassies advokat siger ifølge New York Times, at begge parter har været i kontakt med hinanden inden retssagen, og at P. Diddy har tilbudt hende et ottecifret beløb i dollar for at undgå, at sagen kom for retten – et tilbud hun afviste.
Legendarisk musikproducent
54-årige P. Diddy, som gennem sin karriere også har gået under navnene Puff Daddy og bare Diddy, er sin generations måske mest berømte musikproducenter.
Han grundlagde pladeselskabet Bad Boy Records i 1993 og har været en af de primære drivkræfter i at gøre hip-hop til den store kommercielle succes, som det er i dag – blandt andet gennem sit arbejde med legendariske kunstnere som Notorious B. I.G. og Mary J. Blige.
Nogle har anslået, at han har en formue på 1 milliard dollar – eller godt 7 milliarder kroner – og Forbes beregnede sidste år, at han årligt tjener 90 millioner dollar – eller omkring 620 millioner kroner.
Ifølge Cassie, der nu anklager ham for misbrug, blev hun en del af hans glamourøse livsstil, kort efter hun skrev kontrakt med hans pladeselskab i 2006.
Herefter begyndte et årti med kontrollerende adfærd, hvor han ifølge retspapirerne skal have givet hende »store mængder stoffer« – herunder ketamin og ecstasy – og tæsket hende »flere gange om året«.
Hun beskriver blandt andet en episode, der fandt sted i Los Angeles i 2009, hvor han blev vred over, at hun talte med en talentspejder, hvilket fik ham til at skubbe hende ind i en bil og sparke hende flere gange i ansigtet, så hun begyndte at bløde. Efterfølgende skal han havde fået sine ansatte til at tage hende med på et hotelværelse, hvor hun kunne sunde sig i en uge. Han afviste, at hun kunne tage hjem til sine forældre, lyder det.
En anden gang skal han have slået hende i ansigtet, så hun fik et blåt øje.
Retspapirerne beskriver også en situation, hvor P. Diddy blev så vred over, at Cassie datede rapperen Kid Cudi, at han truede med at sprænge hans bil i luften. Omkring samme tid eksploderede Kid Cudis bil så i indkørslen, lyder det.
En talsperson for Kid Cudi bekræfter dette over for New York Times. »Det er alt sammen rigtigt,« siger han ifølge mediet.
I 2018 skal P. Diddy have voldtaget hende, mens hun flere gange sagde nej. Derefter forlod hun ham endeligt, lyder det.