I årtier har han været kendt over hele verden, uden at nogen vidste, hvem han var.
Og rygterne om, hvem den uhyre dygtige, men anonyme kunstner 'Banksy' egentlig er, har svirret lige siden.

Det har sendt journalister på nyhedsbureauet Reuters på jagt efter den mystiske artist, og nu mener de altså at have knækket koden og fundet 'Banksys' rigtige identitet.
Faktisk var det Daily Mail, der sendte mediet på sporet af artisten, hvis kunst er kendt for at være politisk, samfundskritisk, satirisk og ofte til at finde på offentlige lokationer rundt omkring i verden.
Daily Mail mente nemlig tilbage i 2008 at kunne afsløre, at 'Banksys' borgerlige navn var Robin Gunningham.
Reuters' kortlægning af sagen førte dem til den ukrainske landsby Horeka udenfor Kyiv, og der ledes de også tilbage til navnet Robin Gunningham. En britisk mand født uden for Bristol i 1973.

Mediet kan dog også afsløre, at Gunningham hurtigt tog konsekvensen efter Daily Mails første afsløring af hans identitet.
Kort efter skiftede han nemlig navn til et af de mest normale britiske navne overhovedet: David Jones.
'Banksys' kunst har ifølge mediet genereret en omsætning på over to milliarder kroner i salg siden 2015. Flere af salgene har trukket massiv omtale – for eksempel da et af hans værker blev solgt for over otte millioner kroner og efterfølgende blev sendt igennem en makulator for øjnene af deltagerne på auktionen.
Efter at have opsnappet, hvad, mediet mener, er 'Banksys' identitet, har man rakt ud til kunstnerens advokat, der hverken vil be- eller afkræfte oplysningerne.
Advokaten bad desuden mediet om ikke at publicere afsløringen:
»At arbejde anonymt eller under et pseudonym beskytter ytringsfriheden, især når man berører følsomme emner som politik, religion og social retfærdighed,« lyder det i en skriftlig kommentar.

