Hele verden fulgte med, da Johnny Depp og ekskonen Amber Heard sad overfor hinanden i en opsigtsvækkende retssag om først hustruvold og siden injurieanklager i både den ene og den anden retning.

Siden har 'Pirates of the Caribbean'-stjernens professionelle liv befundet sig i dødvande, og Disney har desuden afvist, at Depp kommer til at træde ind i rollen som kaptajn Jack Sparrow nogensinde igen.

Men nu siger rygterne pludselig det modsatte, skriver Entertainment Weekly.

En af producenterne bag de succesfulde piratfilm, Jerry Bruckheimer, hævder nemlig at have snakket med Depp om muligheden for at tage en rolle i den sjette film i serien, som skrives lige nu.

»Hvis han kan lide den måde, rollen er skrevet på, så tror jeg, han vil gøre det,« siger Bruckheimer til Entertainment Weekly.

Johnny Depp gjorde det ellers i retssagen meget klart, at han ville holde sig fra en mulig rolle som Jack Sparrow.

»Hvis Disney kom til dig med 300 millioner dollar og en million alpakaer, ville intet i verden kunne få dig til at vende tilbage og arbejde med Disney på en Pirates of the Caribbean-film?,« blev Depp angiveligt spurgt af Amber Heards advokat under retssagen.

»Det er sandt,« svarede Depp ifølge The Independent.

Johnny Depp har spillet Jack Sparrow i fem forskellige 'Pirates'-film i perioden 2003 til 2017.