De gik fra hinanden for mere end 13 år siden.
Alligevel har den skandaleombruste britiske komiker Russell Brand en klar holdning, når det kommer til hans tidligere hustrus nuværende kæreste.

Det gjorde han ifølge People klart, da han torsdag stod på scenen til et arrangement af den konservative organisation Turning Point USA i den amerikanske storby Phoenix.
For på scenen nævnte han undervejs sin ekshustru – sangeren Katy Perry – som han var gift med fra 2010 til 2012.
Derudover nævnte han også to af de mænd, hun siden har været sammen med.
Først skuespilleren Orlando Bloom, som Katy Perry var sammen med fra 2016 til begyndelsen af året, hvor de gik fra hinanden.
Og dernæst hendes nuværende kæreste, den tidligere canadiske premierminister Justin Trudeau.
»Hør her, Katy Perry, jeg var gift med hende. Jeg elsker hende stadig, og jeg er glad for, at hendes mor er til stede i salen og kan høre mig sige dette,« lød det ifølge People fra den 50-årige Russell Brand, som tilføjede:
»Jeg var okay med Orlando Bloom, men Justin Trudeau? Kom nu, mand! Sæt mig ikke i samme kategori som den fyr! Den globalistiske lakaj.«
Katy Perry, der har en femårig datter fra forholdet med Orlando Bloom, fandt sammen med Justin Trudeau denne sommer.

Russell Brand – der sidste år annoncerede, at han var blevet kristen og var blevet døbt, og derudover er kendt for at dele videoer om konspirationsteoretiske emner på sine sociale medier – blev tidligere i år sigtet for fem tilfælde af overfald og voldtægt på baggrund af anklager fra fire kvinder.
Anklagerne om de seksuelle overgreb kom ifølge People første gang frem i september 2023, hvor kvinderne fortalte om deres påståede oplevelser i en fælles undersøgelse foretaget af The Sunday Times, The Times og Channel 4s aktualitetsprogram 'Dispatches'.
Den britiske komiker nægter sig skyldig i anklagerne.
»Jeg var et fjols, før jeg levede i Herrens lys. Jeg var afhængig af stoffer, sex og en tåbe, men jeg var aldrig en voldtægtsmand. Jeg har aldrig taget del i aktiviteter uden samtykke,« sagde han i en video om sagen fra april.
Sagen mod Brand ventes at begynde i juni 2026.

