Rihanna har ladet fans vente længe på et nyt album.

Syv år er der gået, siden albummet 'Anti' udkom. Men nu løfter superstjernen sløret for, hvornår hun regner med, at det næste album kan komme.

»Jeg vil have, det skal være i år. Det ville være latterligt, hvis det ikke er,« siger hun til Britisk Vogue.

Rihanna er aldrig stoppet med at gå i studiet og optage sange. Men presset for at lave endnu flere hits er stor, selv for en erfaren hitmager.

A$AP Rocky og Rihanna venter deres andet barn.
A$AP Rocky og Rihanna venter deres andet barn. Foto: Ik Aldama
Vis mere

»Jeg presser mig selv. Hvis det ikke kan være lige så godt som det ('Anti', red.), så er det ikke det værd,« siger sangerinden.

Men nu har hun besluttet sig for at ændre kurs.

»Jeg har indset, at hvis jeg bliver ved med at vente, til det føles perfekt, så kommer det til at tage for evigt, og det er jeg ikke nede med,« siger hun.

Sidste år udkom Rihannas første sang siden albummet 'Anti'. Sangen hedder 'Lift me up' og var en del af soundtracket til Marvel-filmen 'Black Panther: Wakanda Forever'.

Rihanna har allerede været en del i vælten denne uge.

Ved siden af Vogue-interviewet, hvor hun poserer på forsiden med kæresten A$AP Rocky og deres søn, har hendes optræden ved Superbowl, hvor hun annoncerede sin anden graviditet, også trukket mange overskrifter.