Den 43-årige realitystjerne Teddi Mellencamp, der er kendt fra tv-serien 'Real Housewives of Beverly Hills', har endnu en gang delt trist nyt om sin kræftsygdom.

Det fortæller hun i en Instagram-story ifølge det amerikanske medie People.

Mellencamp troede ellers, at hun havde overvundet sin hudkræft, men kort tid efter fandt lægerne fire nye svulster.

Kræften havde spredt sig til hendes hjerne og lunger.

Nu fortæller Teddi Mellencamp så, at kræften er på stadie fire – det mest fremskredne stadie.

»Jeg vil bare sige tusind tak til jer. Så mange beskeder om, hvor stærk jeg er. Og jeg må sige, at nogle dage føler jeg mig virkelig stærk, og andre dage føler jeg mig virkelig trist og alene.«

»Og jeg tror, det er en normal del af det, vi alle går igennem, og det er okay. Kræft i stadie 4 kan være skræmmende.«

1. april fik hun for første gang immunterapi og strålebehandling på samme dag.

Realitystjernen fortalte i november, at hun skulle skilles fra sin mand, Edwin Arroyave, men nu fortæller han til People, at han bliver hos hende gennem hendes sygdom.

Parret har børnene Slate, Cruz og Dove på 12, 10 og 5 år sammen.