Først blev hun fundet på et toilet under et velgørenhedsarrangement. To døgn senere måtte kvinden mandsopdækkes af prins Harrys personale.
Meget tyder på, at den britiske prins har fået en stalker.
Det skriver The Sun.
Mediet skriver, at der blev tilkaldt sikkerhedsvagter, da kvinden blev fundet på toilettet, 20 minutter inden Harry skulle ankomme til The Royal Lancaster Hotel i det vestlige London. Mumlende lyde afslørede hende, lyder det.
Blot 48 timer senere hævder prinsens personale, at de var nødsaget til at mandsopdække hende, da Harry forlod et arrangement på en skole, hvor der ikke var politi til stede.
Kvinden siges at være på en liste over »fikserede personer«, der er kendt af Harrys private sikkerhedsteam, skriver mediet.
Hun fulgte angiveligt prinsen og hans hustru, Meghan, på deres rejse til Nigeria i maj sidste år.
Tidligere i år tabte Harry sin juridiske sag om politibeskyttelse, da han ikke er et såkaldt arbejdende medlem af den kongelige familie.