Popstjernen Chappell Roan nåede kun kort at hylde Brigitte Bardot, før hun fortrød.

Da nyheden om den franske skuespillerindes død i en alder af 91 år ramte, lagde den amerikanske popstjerne et opslag på Instagram, hvor hun takkede Bardot for inspirationen bag sangen 'Red Wine Supernova'. 

Men opslaget forsvandt hurtigt igen, skriver The Hollywood Reporter.

Kort efter vendte Roan tilbage med en markant anderledes melding.

Her gjorde hun det klart, at hun først efterfølgende var blevet bekendt med Bardots politiske synspunkter og tog kraftigt afstand fra dem. 

'Hold da op, jeg vidste ikke alt det vanvittige lort, Fru Bardot stod for. Jeg tolererer ikke dette. Meget skuffende at høre,' slog Roan fast på sin instagram-story.

Teksten fra Chappell Roans instagram-story mandag. 
Teksten fra Chappell Roans instagram-story mandag.  Foto: chappellroan // Instagram

Bardots navn optræder ellers direkte i sangerindens hit fra 2023, hvor den franske stjerne nævnes i sangens åbningslinjer.

'Hun var en playboy, Brigitte Bardot. Hun viste mig ting, jeg ikke vidste,' lyder det i sangen. 

Brigitte Bardot blev verdenskendt i 1950erne og 60erne for sine filmroller og sit sexsymbol-image, men forlod filmbranchen allerede som 39årig for at hellige sig til dyrevelfærd. 

Brigitte Bardot fik sit internationale gennembrud som 22-årig med filmen 'Gud skabte kvinden', som blev instrueret af hendes daværende mand, Roger Vadim.
Brigitte Bardot fik sit internationale gennembrud som 22-årig med filmen 'Gud skabte kvinden', som blev instrueret af hendes daværende mand, Roger Vadim. Foto: Gerard Fouet/AFP/Ritzau Scanpix

Senere kom hun dog i offentlighedens søgelys af helt andre grunde.

I årtier markerede Bardot sig som en markant stemme på den yderste højrefløj i fransk politik. 

Hun støttede flere kandidater fra Front National og gik gentagne gange i rette med indvandring og islam i Frankrig. 

Hun skabte også røre med grove udtalelser om homoseksuelle og vakte opsigt, da hun offentligt afviste #MeToo-bevægelsen i 2018.

Den baggrund blev for meget for Chappell Roan, som nu tydeligt har trukket sin hyldest tilbage.

Brigitte Bardot blev 91 år.