Der er dem, der hader hende. Siger, at hendes berømmelse og virale succes er et tegn på samfundets forfald. Men kritikken preller helt af på 27-årige Fedha Sinon, som er hende, der kan grine hele vejen ned til banken.

Hun tjener nemlig 50.000 kroner. Om dagen. På at ligne en dukke, lyde som en robot og sige 'Mmmmm. Ice cream so good'.

»De er bare jaloux. For jeg tjener penge, og det gør de ikke,« som hun siger til Business Insider.

Fedha Sinon – eller PinkyDoll som hun kendes som – er nemlig den ukronede dronning af en ny trend på det sociale medie TikTok, som vokser og vokser dag for dag.

NPC streaming kaldes den.

Som B.T. tidligere har beskrevet – og som du kan se i videoen herover – står NPC for 'non player character', et begreb som i computerspil-verdenen bruges om biroller i spillet, som ikke kan kontrolleres af spilleren og oftest blot har få repeterende replikker.

Og nu er virkelige mennesker af kød og blod flyttet ind i NPC'erne, har bragt dem over på TikTok, hvor de livestreamer, mens de spiller én. Og tjener kassen.

Ligesom på pornotjenesten OnlyFans kan seerne nemlig få dem til at gøre og sige ting ved at sende emojis. Som koster penge.

Køber de for eksempel en isvaffel-emoji til PinkyDoll, siger hun 'Mmmmm. Ice cream so good' og laver slubre-lyde med tungen. Indtil den næste emoji tikker ind.

Det var netop et klip fra sådan en seance, der tidligere i år gik viralt som et meme. Med ét var den 27-årige PinkyDoll berømt. Og utrolig rig.

1,2 million følgere har hun nu. Og et helt arsenal af repeterende slagord til hver emoji.

Screendump fra PinkyDolls TikTok side.
Screendump fra PinkyDolls TikTok side. Foto: Privat/TikTok
Vis mere

»Det er ligesom et fuldtidsjob. Det trætter mig ikke, for jeg ser, at antallet af besøgende stiger og stiger og alle de gaver jeg får, giver mig energi. Tiden flyver for mig, når jeg spiller min NPC,« siger hun til Business Insider.

Fedha Sinon er født og opvokset i Canada. Og i flere interviews har hun ikke lagt skjul på, at hun ikke er født med en sølvske i munden.

»Jeg havde bestemt ingen nem barndom,« som hun beskriver i førnævnte interview.

Som ung landede hun et job som stripper. Men da hun blev mor – og fremfor alt enlig mor – valgte hun at starte sit eget rengøringsfirma. Der gik konkurs, mens hun var til sin stedfars begravelse på Seychellerne.

Nød lærer som bekendt nøgen kvinde at spinde og som eneforsørger skulle der penge og mad på bordet. Så Fedha Sinon valgte at satse alt på de sociale medier. På at blive influencer.

Hun begyndte at livestreame. Twerkede foran kameraet.

Til New York Times har hun beskrevet, hvordan hun i sine livevideoer på TikTok 'bare var cute'.

»Men en dag var der én, der sagde 'gud, du ligner jo en NPC'. Og så begyndte de at sende mig vildt mange penge. Så jeg tænkte, at jeg ville prøve at gøre som en NPC.«

Og det gjorde hun. Og har gjort siden. Som PinkyDoll.

»Jeg elsker pink. Og folk siger, at jeg ligner en dukke,« har hun sagt om sit TikTok navn.

Det var dog tidligere nævnte meme, der fik det hele til at eksplodere, og hendes livesendinger til at blive fulgt af titusinder.

PinkyDoll fotograferet til prisuddeling i Los Angeles i august.
PinkyDoll fotograferet til prisuddeling i Los Angeles i august. Foto: Jordan Strauss/AP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Da New York Times interviewede hende for to måneder siden, var hendes følgere steget til 400.000. Nu er hun oppe på 1,2 million.

Seks timer om dagen, syv dage om ugen, sidder hun foran kameraet. Er live. Ligner en dukke og lyder som en robot.

'Mmmmm. Ice cream so good'. 'Yes yes yes'. 'Gang gang'. 'Pop pop pop pop'.

Hun elsker det.

Angiveligt er Fedha Sinon også at finde på OnlyFans. Men det er på TikTok som NPC’en PinkyDoll, at hun scorer kassen. Og får kritikere op i det røde felt.

For ifølge medier som New York Times, Los Angeles Times og Rolling Stone er det ikke alle, der finder den nye bizarre trend fascinerende.

På de sociale medier giver mange udtryk for, at den er med til at degradere og seksualisere kvinder. Og lad dem bare mene det, er Fedha Sinons eneste reaktion.

For takket være hendes PinkyDoll, kan hun og hendes søn nu se fremtiden trygt i møde. Kan hun – som hun har formuleret det – give ham et smukt liv.

»Jeg er fuldstændig ligeglad med, hvad folk siger om mig. Når dagen er omme, er det mig, der er vinderen,« lyder hendes svar til New York Times.