Meadow Walker har delt en rørende hyldest til sin far, Fast and Furious-stjernen Paul Walker, her 12 år efter hans alt for tidlige død.
Det skriver britiske Mirror.
Datteren gik på de sociale medier for at hylde faren, der mistede livet som 40-årig i en bilulykke i 2013.
På Instagram lagde hun nemlig en 'reel' op med en videobesked, der inviterer fans og følgere til at støtte Paul Walker Foundation.
I videoen siger hun:
»Hej, det er Meadow. Jeg gør noget helt særligt for at ære min fars arv og støtte Paul Walker Foundation. Havet er et særligt sted for os, og fonden blev oprettet for at beskytte dets skønhed for fremtidige generationer.«
Datteren fortsætter videoen med at fortælle om et samarbejde med 'Alltroo', en online fundraising-platform, hvor hun udlodder en fire-dages tur til Hawaii og opfordrer fans og følgere til at donere, hvad man kan.
For to uger siden lavede datteren også et opslag på sociale medier for at markere 12-års-dagen for farens død. Her lagde hun tre billeder op, hvor man kan se Paul Walker, der fejrer hendes fødselsdag, da hun var barn, og holder en tallerken med cupcakes.
Meadow Walker lancerede Paul Walker Foundation for ti år siden. Det er en non-profit organisation, der fokuserer på farens passion - nemlig havet.
Fast and the Furious-stjernen døde i en bilulykke, hvor køretøjet brød i brand, før redning nåede frem.
