Det så dramatisk ud. Men Michael J. Fox er okay efter et fald på scenen i weekenden. Det forsikrer en talsmand for den 61-årige 'Back to the Future' stjerne.
I mange år har skuespilleren lidt af Parkinson. For nylig talte han talt højt om, hvor meget sygdommen slider på ham, og at han ikke regner med at blive en gammel mand.
»Jeg vil ikke lyve. Det bliver hårdere, og det bliver sværere. Det bliver sværere hver dag. Men det er sådan, det er,« har han fortalt til CBS Sunday Morning, hvor han også sagde:
»Jeg har tænkt på dødeligheden af det, og jeg kommer ikke til at blive 80.«
Da skuespilleren i denne weekend, sammen med flere af de tidligere kolleger fra 'Back to the Future'-universet, var i Philadelphia for at tale om den populære filmtrilogi, stod det klart, hvor tynget han er af sygdommen.
For da Michael J. Fox blev introduceret, kom ind på scenen og ville bukke for professoren Emmett 'Doc' Brown, aka den 84-årige skuespiller Christopher Lloyd, mistede han balancen, snublede og faldt hovedkulds forover. Klippet kan ses på Fox News.
Til alt held landede Michael J. Fox i en sofa og var lynhurtig til at sætte sig op igen og lade, som om faldet var en del af hans optræden.
En repræsentant for Michael J. Fox har efterfølgende været ude at forsikre, at den 61-årige skuespiller har det godt:
»Det er ingen hemmelighed, at folk med Parkinson falder,« som talsmanden siger til Fox News.
Allerede som 29-årig blev Fox i 1991 diagnosticeret med sygdommen Parkinson.
Syv år senere stod han første gang offentligt frem og tale åbent om sine udfordringer, og i 2000 måtte han opgive skuespillerfaget på grund af sygdommen.
Han har dog helt frem til 2020 fortsat med at lægge stemmer til film, ligesom han har arbejdet for at støtte forskning i Parkinson og i årenes løb har indsamlet mere end 1,5 milliarder dollar til den sag.
I dokumentarfilmen 'Still: A Michael J. Fox Movie', der kan streames på Apple TV, fortæller han selv historien om at leve med Parkinson.
Ud over rollen som Marty McFly fra 'Back to the Future'-filmene blev Michael J. Fox især kendt for den bærende rolle som Alex P. Keaton i tv-serien 'Blomsterbørns børn'.