Netflix-dokumentaren 'Rebel Royals: An Unlikely Love Story' sætter ikke kun spot på den norske prinsesse Märtha Louise og hendes amerikanske shamanmand, Durek Verretts bryllup, men også på hans nyresygdom.

Og det har fået Landsforeningen for Nyrepatienter og Transplanterede til at råbe op:

»Åbenhed omkring sygdom er fantastisk! Det, der dog er ærgerligt, er, at der fremkommer alvorlig misinformation om dialyse og transplantation i dokumentaren«, siger redaktør og kommunikationsansvarlig, Jon Anker Lisberg Sarpebakken, til Dagbladet.

I 2012 gennemgik Durek Verrett en nyretransplantation, men fortæller, at han efterhånden mærkede, hvordan transplantatet blev svagere, indtil det til sidst svigtede

Nu får han dialysebehandling flere gange om ugen på Drammen Sygehus i Norge.

I dokumentaren fortæller Märtha Louise, at hun frygter, hvad der vil ske, hvis en ny nyre ikke snart dukker op:

»Han er så meget svagere end før, men det tager ti år, før man får en nyre på den liste. Jeg er blevet testet, men jeg var ikke en match, hvilket var meget trist. Så vi har brug for en levende donor. Jeg beder bare om, at han får en i tide. De siger, at man kan få dialyse i fem til ti år, før man dør. Før dit hjerte svigter.«

Men det er ikke korrekt, lyder det fra Jon Anker Lisberg Sarpebakken. 

Han peger på, at mange personer i dialyse ikke har mulighed for at blive transplanteret af helbredsmæssige årsager. De må være i dialyse resten af livet, men det er stadig fuldt muligt at leve længere end ti år i dialysebehandling. Og at den gennemsnitlige ventetid for dem, der blev nyretransplanteret i Norge i 2024, var omkring to år.

»Det er alvorligt og dybt problematisk, at der kommer misinformation af denne slags. Det kan skabe stor frygt hos personer med nyresygdom og deres pårørende«, siger Jon Anker Lisberg Sarpebakken og tilføjer:

»Det er muligt, at de har USA i tankerne, når de taler om dette, men det hjælper i så fald ikke. Konteksten er Norge, og Durek modtager dialysebehandling i Drammen.«

Parret har ikke svaret tilbage på Dagbladets gentagne henvendelser om kritikken.