Thomas H. Lee er fundet død på sit kontor på Manhattan i New York. Han blev 78 år gammel.
Politiet har ikke offentliggjort en dødsårsag og siger, at den skal afklares af en retsmediciner.
Den afdøde er kendt for at have købt læskedrikfirmaet Snapple og Warner Music. I alt har han investeret 15 milliarder dollar, svarende til over 100 milliarder kroner, i løbet af karrieren, skriver The New York Times.
»Familien er ekstremt triste over Toms død. Vores hjerter er knuste. Vi beder om, at vores privatliv bliver respekteret, at vi får lov til at sørge,« siger Mike Sitrick, der er talsperson for familien.
I alt var forretningsmanden to milliarder dollar værd, hvilket svarer til 14 milliarder kroner, estimerer Forbes.
»Vi er meget triste over vores ven og tidligere partner Thomas H. Leedens uventede død. Tom var en ikonisk figur inden for aktive ejerfonde. Han var med til at skabe en branche og vejlede generationer af unge fagfolk, der fulgte i hans fodspor,« skriver Thomas H. Lees tidligere firma, der også bærer hans initialer, THL, i en pressemeddelelse.
Thomas H. Lee efterlader sin kone, Ann Tenenbaum, og sine fem børn.