USAs tidligere vicepræsident Mike Pence har indgivet de nødvendige dokumenter til USAs føderale valgkommission, så han kan stille op til Republikanernes primærvalg i kampen om at blive partiets præsidentkandidat.

Det fremgår ifølge Reuters af valgkommissionens hjemmeside.

Det er ventet, at Pence onsdag vil udsende en video og holde en tale, hvor han meddeler, at han stiller op.

Det sagde tre kilder med kendskab til sagen i sidste uge. Ifølge dem vil det ske i Iowa. Det er en af de første delstater, der stemmer ved næste års primærvalg.

I Iowa og andre stater, der er blandt de første til at stemme, er der meget fokus på, hvem der får en tidlig føring, når Demokrater og Republikanere skal vælge, hvem der skal være partiets præsidentkandidat ved valget i november 2024.

På nuværende tidspunkt viser meningsmålinger, at tidligere præsident Donald Trump er storfavorit til at skulle stille op mod Demokraternes nuværende præsident, Joe Biden.

I de fire år fra januar 2017 til januar 2021, da Trump og Pence sad i Det Hvide Hus, stod Mike Pence loyalt bag præsidenten – lige indtil de sidste kaotiske uger.

Mike Pence begyndte at tage afstand fra Trump efter valgnederlaget til Joe Biden i november 2020. Trump nægter stadig at anerkende Bidens legitime valgsejr.

Da tilhængere af den daværende republikanske præsident stormede kongresbygningen i Washington D.C. 6. januar 2021, sagde Pence, at Trump havde bragt hans og hans families liv i fare.

Pence befandt sig i kongresbygningen for i sin egenskab af vicepræsident at lede det møde, hvor Bidens valgsejr formelt skulle godkendes.

Trump havde presset Pence hårdt for at få ham til at erklære valgresultatet ugyldigt. Det nægtede Pence at gøre med henvisning til, at det var forfatningsstridigt.

Videoer har vist, hvordan Trump-tilhængere drog gennem kongresbygningens gange, mens de råbte »hæng Mike Pence«. Vicepræsidenten måtte føres i sikkerhed sammen med sin familie og sin stab.

Ud over Trump har blandt andre Floridas guvernør, Ron DeSantis, og den tidligere guvernør i New Jersey Chris Christie erklæret, at de vil stille op til det republikanske primærvalg.

Pence forsøger at appellere til vælgere på den kristne højrefløj, som kan have noget imod Trumps stil.

Pence har på det seneste rejst rundt og holdt store politiske møder i kirker over det meste af USA.

Derfor kommer det ikke som en overraskelse for politiske iagttagere, at han tilsyneladende gør klar til at meddele sit kandidatur.

/ritzau/Reuters