Torsdag kom nyheden om, at det britiske rockikon Marianne Faithfull er død, 78 år gammel.
Det vækker stor sorg hos en af hendes ekskærester – Rolling Stones' forsanger, Mick Jagger.
De to dannede i slutningen af 1960erne par i fire år.
'Jeg er så ked af at høre om Marianne Faithfulls død. Hun var så stor en del af mit liv i så lang tid. Hun var en vidunderlig ven, en smuk sangerinde og en stor skuespillerinde. Hun vil altid blive husket,' skriver han i et opslag på X, hvor han også har delt en række billeder af de to sammen.
Også Keith Richards har udtryk sin sorg.
Det sker på Instagram, hvor han har delt et billede af de to.
'Min dybfølte medfølelse med Mariannes familie. Jeg er så ked af det og vil savne hende,' skriver han.
Metallica er også blandt de rocklegender, der hylder hende. I et opslag på Facebook, der er skrevet af danske Lars Ulrich, takker han hende blandt andet for hendes 'frygtløse væsen', og for hendes 'utrolige og unikke' bidrag til musikken.
Et af Marianne Faithfulls største hits er sangen 'As Tears Go By', der netop er skrevet af Mick Jagger, Keith Richards og Rolling Stones' daværende manager Andrew Oldham.