Det har sendt chokbølger gennem Hollywood, siden instruktøren Rob Reiner og hans hustru Michele Reiner søndag eftermiddag lokal tid blev fundet dræbt i deres hjem i Los Angeles.
I talkshowet 'Jimmy Kimmel Live' fortæller Michelle Obama, at hun og tidligere præsident Barack Obama skulle have besøgt Reiner-parret samme aften, som de blev fundet dræbt.
»Vi har kendt dem i mange, mange år, og vi skulle have set dem den aften – i går aftes. Og så fik vi nyheden,« siger Michelle Obama i talkshowet.
Rob Reiner, der blandt andet er instruktøren bag hitfilmen 'Da Harry mødte Sally', og hans kone blev fundet dræbt søndag eftermiddag.
Siden er deres 32-årige søn Nick Reiner blevet anholdt og sigtet for drabet.
Det frygtelige dobbeltdrab har også allerede skabt debat på den politiske scene, efter præsident Donald Trump mandag i et opslag på Truth Social kritiserede den afdøde filminstruktør, der har været en højlydt kritiker af Trump.

'Han var kendt for at have drevet folk til vanvid med sin voldsomme besættelse af præsident Donald J. Trump og med sin åbenlyse paranoia, som nåede nye højder, mens Trump-administrationen overgik alle mål og forventninger om storhed,' skrev Trump blandt andet om Rob Reiner.
Da han senere mandag på et pressemøde i Det Hvide Hus blev spurgt, om han mente, hvad han skrev, svarede præsidenten:
»Jeg var overhovedet ikke fan af ham. Han var en sindsforvirret mand, når det gjaldt Trump,« sagde præsidenten.
Michelle Obama benyttede også lejligheden til tilsyneladende at knytte en kommentar til Donald Trumps opslag.
»Lad mig bare lige sige det her: Modsat andre mennesker, var Rob og Michele Reiner nogle af de mest hæderligere, modige mennesker, du nogensinde vil møde. De er ikke sindssyge eller vanvittige,« sagde hun under 'Jimmy Kimmel Live'.

