Tirsdag kom nyheden om den britiske skuespiller Michael Gambons død.

I en lang karriere var hans måske mest elskede rolle den som Albus Dumbledore i 'Harry Potter'-filmene.

De mange, der spillede sammen med ham, udtrykker da også deres store sorg over, at han er gået bort.

Kvinden, der er står bag universet, J.K. Rowling, kalder ham på X for en vidunderlig mand og fantastisk skuespiller.

'Første gang, jeg så ham var i King Lear i 1982, og hvis du dengang havde fortalt mig, at den geniale skuespiller ville optræde i noget, jeg havde skrevet, ville jeg have troet, du var sindssyg.'

Rupert Grint, som i filmene spillede Ron Weasley, skriver på Instagram, hvor betaget han var af skuespilleren.

»Han bragte så megen varme og ballade til settet. Han tryllebandt mig som barn og blev et personligt forbillede for mig, når det gjaldt om at finde det sjove og excentriske i livet.«

Harry Potter selv – Daniel Radcliffe – har selvfølgelig også kommenteret det triste dødsfald.

'Den sjette film var den, hvor jeg fik mest tid til at arbejde sammen med Michael, og han gjorde de timer, vi tilbragte sammen foran en green screen, mere mindeværdige og glædelige, end de havde ret til at være,' skriver han i en længere udmelding.

Michael Gambon var ikke den oprindelige Dumbledore. I den første film, 'Harry Potter og De Vises Sten', var det Richard Harris, der indtog rollen for den magiske skole Hogwarts. Året efter gik han bort.

Hans søn, Jared Harris, er også ude at hylde Michael Gambon på X.

'Jeg så ham på scenen flere gange, og han lever uforglemmeligt i min hukommelse. Han overtog Dumbledore fra min far, hvilket var passende, da han overtog rollen som min fars yndlingsskuespiller fra (Marlon, red.) Brando.'

Michael Gambon blev 82 år gammel.