Over 20 år efter han blev dræbt, er der nu sat et i hvert fald foreløbigt retsligt punktum i sagen om, hvem der dræbte den amerikanske rapper Jam Master Jay, som var en del af en af tidens største rapgrupper RUN DMC. 

Sagen blev tirsdag afgjort ved en retssag i New York, hvor man fandt to mænd skyldige i drabet.

Der er tale om en af rapperens barndomsvenner og rapperens gudsøn.

Det skriver CNN.

Drabet skete i 2002, da Jam Master Jay blev skudt i et musikstudie i New York-bydelen Jamaica, Queens.

Der gik flere år før politiet havde held med at finde og anholde nogen i forbindelse med drabet.

I 2020 kunne anklagemyndigheden i New York dog fortælle, at man havde sigtet de to mænd med relation til Jam Master Jay for drabet. Drabet skulle være blevet begået på grund af en uoverensstemmelse i forbindelse med en narkohandel.

En medvirkende årsag til, at der endelig kom hul på sagen, var ifølge mediet et helt særligt vidneudsagn.

Et vidne fortalte i retten, at han var i studiet den aften Jam Master Jay blev dræbt, og så de to mænd komme ind i studiet og skyde ham i hovedet.