Den kontroversielle 'looksmaxxing'-influencer 'Clavicular' skal være blevet indlagt efter en livestream, som han medvirkede i, pludselig blev afbrudt.

Det formodes, at indlæggelsen kan skyldes en overdosis.

Sådan lyder det i en række amerikanske medier, herunder People, CBS News og Complex.

Den 20-årige amerikanske influencer, hvis borgerlige navn er Braden Peters, medvirkede ifølge førstnævnte medie i en livestream sammen med to andre influencere i et indkøbscenter i Miami.

Undervejs så 'Clavicular', som han kalder sig, ud til at virke påvirket og tale usammenhængende.

»For helvede, mand, jeg gør mit bedste, men jeg er helt fucking færdig lige nu ('I'm fucking destroyed right now', red.),« lød det ifølge People fra Braden Peters i en samtale med en ung kvinde, ligesom han skal have gentaget samme sætning flere gange undervejs.

Efter at gruppen satte sig på en bar, blev livestreamen pludselig brat afsluttet.

En af de andre, der medvirkede – en influencer ved navn 'Androgenic' – har ifølge People efterfølgende sat nogle ord på hændelsen i en kommentar på X.

»Jeg havde ikke set ham i denne tilstand før, og han gik fra at tale til at være temmelig uimodtagelig på få sekunder,« skriver han:

»Inden for et minut indså vi alle situationen, slukkede streamen, hentede ham og kørte ham på hospitalet.«

Det står ikke klart, hvad den formodede overdosis kan skyldes eller være forårsaget af.

Såkaldt 'looksmaxxing' er et internetfænomen og en trend, hvor primært unge mænd fokuserer på ekstrem forbedring af deres udseende for at blive så fysisk attraktive som muligt.

Trenden findes især på de sociale medier – særligt på TikTok – og den er også blevet koblet til kvindefjendske holdninger, herunder incelkulturen.

På Instagram følges 'Clavicular' af omkring 530.000 personer, mens han på TikTok har 875.000 følgere.

Han har endnu ikke selv udtalt sig om hændelsen.

People oplyser, at man har rakt ud til repræsentanter for Braden Peters og til de lokale myndigheder, Miami City Fire.