Skuespilleren Raquel Welch er død.

Det skriver mediet TMZ, som har fået det bekræftet af familien.

Skuespilleren blev 82 år gammel og døde efter kort tids sygdom.

Raquel Welch slog igennem i filmene 'Fantastic Voyage' og 'One Million Years B.C.' fra 1966.

Raquel Welch til Oscaruddelingen i 1979.
Raquel Welch til Oscaruddelingen i 1979. Foto: Unknown
Vis mere

I sidstnævnte var det især hendes udseende og påklædning som tiltrak sig biografgængernes opmærksomhed, og hun blev det, der kaldes et sexsymbol.

Kostumet og hendes rolle har også gjort sig bemærket i andre film. Blandt andet 'The Shawshank Redemption' ('En verden udenfor'), hvor hovedkarakteren har en plakat med Raquel Welch hængende i sin fængselscelle.

Hendes skuespilsevner var dog ikke at kimse ad, og i 1974 vandt hun en Golden Globe, ligesom hun var en efterspurgt stjerne i 60erne og 70ernes Hollywoodproduktioner, hvor hun ofte spillede stærke, kvindelige karakterer.

Raquel Welch nåede at være gift fire gange med henholdsvis James Welch, Patrick Curtis, André Weinfeld og Richard Palmer.

Hun efterlader sig sine to børn Damon og Tawnee Welch.