Rihanna og A$AP Rocky har været notorisk hemmelighedsfulde omkring deres familie.
Men nu kan TMZ afsløre, at Rihanna har født parrets andet barn i al hemmelighed.
Det skulle være endnu en søn, som Rihanna nedkom med i Los Angeles i starten af måneden, fortæller kilder med viden om fødslen til det amerikanske medie.
Parrets første barn, en søn som offentligheden først for nylig fik røbet navnet på, er et år og tre måneder gammel.
Han hedder RZA Athelston Mayers efter lederen af gruppen Wu-Tang Clan og er altså nu blevet storebror.
Så der har været fart på familieforøgelsen, som Rihanna afslørede, da hun for anden gang kunne vise en voksende babybule frem, da hun optrådte til sidste års Super Bowl halvlegsshow.
Dengang var graviditeten en stor overraskelse, og nu er den lille dreng i maven så kommet til verden.
Dermed er Rihanna og A$AP Rocky blevet forældre for anden gang, og deler nu to små sønner.
Parret skulle have været sammen de sidste knap fire år, men de mangeårige venner bekræftede først deres forhold for tre år tilbage.
I et interview i maj med mandemagasinet GQ fortalte A$AP Rocky – der bærer det borgerlige navn Rakim Athelaston Mayers – nemlig, at Rihanna – der selv hedder Robyn Rihanna Fenty – var hans »eneste ene«.
Parret går dog helt tilbage til 2012, hvor A$AP Rocky var med på remixet af Rihannas sang 'Cockiness', og året efter varmede han op for hende på hendes verdensturné Diamonds World Tour.
Rygterne om, at de to musikere havde taget venskabet til næste niveau, begyndte dog først i vinteren, efter Rihanna gik fra kæresten gennem tre år, rigmanden Hassan Jameel, i januar 2020.