En mand er blevet anholdt, mistænkt for mordet på Tupac.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Det er Las Vegas politi, der angiveligt skulle have anholdt manden, der mistænkes for at have deltaget i drive-by-nedskydningen af den dengang 25-årige verdenskendte rapper i 1996.

Den anholdte er Duane 'Keffe D' Davis, og han blev anholdt fredag morgen.

Præcis hvad han er sigtet for, vil anonyme politifolk ikke svare på, før den anholdte efter planen skal for en dommer senere fredag, hvor et anklageskrift vil blive læst højt.

Duane Davis har længe været kendt blandt efterforskerne og har tidligere indrømmet i interviews og i biografien 'Compton Street Legend', at han var til stede i Cadillacen, hvor der blev skudt fra.

For to måneder siden blev hans kones hjem ransaget af politiet i Las Vegas, hvor det lød, at de ledte efter genstande »med relation til mordet på Tupac Shakur«.

Tupac Shakur blev skudt den 7. september 1996, mens han sad i en BMW, der blev kørt af Death Row Records-pladeselskabsbossen Marion 'Suge' Knight som en del af en konvoj på omkring 10 biler.

De holdt for rødt, da en hvid Cadillac kørte op på siden af dem og affyrede skud.

En uge senere var Tupac død.

Hvis Duane 'Keffe D' Davis viser sig at være morderen, er det ikke videre overraskende, hvis man har fulgt efterforskningen gennem mange år.

Det forklarede Greg Kading, en nu pensioneret Los Angeles-politibetjent, der brugte år på at efterforske Tupac-mordet og endda skrev en bog om det, til AP i et interview.

»Folk har længtes efter, at han blev arresteret i lang tid. Det har aldrig været uopklaret i vores øjne. Den har ikke været retsforfulgt,« sagde han i selvsamme interview.