Den amerikanske skuespillerinde Diane Keaton er død. Hun blev 79 år gammel.

Det vides endnu ikke, hvad skuespillerinden er død af, men dødsfaldet er sket i den amerikanske delstat Californien, skriver People, der har været i kontakt med Diane Keatons pårørende.

En talsmand for familien fortæller til mediet, at de pårørende har bedt om respekt for privatlivet. Talsmanden fortæller samtidig, at der ikke er yderligere detaljer på nuværende tidspunkt.

Skuespillerinden efterlader sig to børn, Dexter Keaton og Duke Keaton, som hun adopterede i 1996 og 2001, da hun var i sine 50'ere.

Diane Keaton blev berømt i 1970'erne for blandt andet sin rolle i 'The Godfather'-filmene, hvor hun spillede kæreste og senere kone til filmens hovedperson Michael Corleone.

Skuespillerinden vandt i 1977 en Oscar for sin hovedrolle i Woody Allens romantiske komedie 'Annie Hall'.

Hun har senere i sin karriere medvirket i film som 'The Book Club', 'The Family Stone', 'Because I Said So' og 'Finding Dory'.