Han har beriget verden musikalsk med store hits som 'Wonderful Tonight' og 'Cocaine'.

Men mon ikke Eric Clapton tænker på alt andet end sine musikalske genistreger i disse dage.

Den britiske rocklegendes datter, Ruth Clapton, har nemlig født og givet Clapton endnu et barnebarn.

Det skriver People, som citerer Instagram-stories fra 40-årige Ruth Clapton.

'Vi er alle så forelskede i hende, og jeg kan ikke vente med at dele min kejsersnitsrejse med jer, men jeg er bare ikke helt klar til at komme ud af vores nyfødtboble endnu,' skriver hun på det sociale medie.

Datteren blev født 6. januar og skal hedde Cecelia Rose Clapton-Greenwood, skriver den lykkelige mor, der har fået barnet med musikeren Peter Greenwood.

'Jeg kunne bare ikke modstå at dele dette billede af hende med jer alle, inden jeg forlader hospitalet i dag,' lyder det yderligere.

Ruth Clapton har i forvejen to børn – Theodore på ni og Isaac på 12 år – med sin eksmand Dean Bartlett.

Selv er hun et resultat af en affære, nu 80-årige Eric Clapton havde med Yvonne Kelly, mens han og Pattie Boyd var gift.

Deraf har hun også fået kaldenavnet 'Den hemmelige datter'.