Efter årtier med paparazzi i hælene har den 39-årige skuespillerinde Lindsay Lohan valgt at trække sig tilbage fra rampelyset.
I 2014 flyttede Hollywood-stjernen til Dubai i De Forenede Arabiske Emirater, hvor hun i dag lever et stille familieliv med sin mand og deres fælles barn.
I talkshowet 'Live with Kelly and Mark' fortæller Lindsay Lohan, at Dubais strikse privatlivsregler var afgørende for beslutningen om at forlade Hollywood.
Ifølge det amerikanske medie Page Six fremhæver hun især forbuddet mod at tage billeder af andre uden samtykke.
»Det er bare langt væk fra Hollywood, og jeg lever et meget normalt liv,« siger Lindsay Lohan i programmet.
Særligt det faktum, at det i Dubai er ulovligt at tage billeder af andre uden deres tilladelse, har været vigtigt for skuespillerinden.
»Der er ingen bekymring for, at jeg ikke kan spise på dette sted, fordi nogen vil tage et billede af min søn,« tilføjer hun i programmet.
Lindsay Lohan slog igennem som barnestjerne i filmen 'Forældrefælden'. Hun har siden medvirket i flere store film som 'Freaky Friday' og 'Mean Girls'.

