70-årige Liam Neeson har en lang skuespilskarriere bag sig.
Men da han i sidste uge deltog i det populære amerikanske tv-program 'The View', var det ikke kun hans bedrifter på skærmen, som indslaget kom til at handle om.
I stedet var fokus på, hvor mange år Joy Behar, en af programmets værter, har været vild med Liam Neeson. Der blev endda vist en række klips, som viste, hvordan hun tidligere er kommet med kommentarer om skuespilleren. Blandt andet, at hun vil have sin aske spredt ud over ham.
Nu fortæller Liam Neeson så om oplevelsen, som ikke var så rar endda. Det sker i et interview med Rolling Stone.
»Jeg sad ude i omklædningen og drak en kop te. Jeg skruede op for tv'et og tænkte, at det nok skulle blive godt. De sad og talte om vold med skydevåben i USA, og jeg er enig i, at det er et problem i USA. Jeg kom ind i studiet i pausen og roste dem for emnevalget. Så begyndte programmet igen, og så var det noget bullshit om Joy (Behar, red.), og at hun var vild med mig,« forklarer han og siger, at han mildest talt var uimponeret.
Og selvom han har kendt en af programmets andre værter, Whoopi Goldberg, i flere år og også kender Joy Behar en smule, var det en ganske ubehagelig oplevelse for ham.
»Jeg bliver ukomfortabel i den slags situationer.«
Han fortæller videre, at han efter indslaget havde en god, intelligent snak med medvært Sunny Hostin, hvilket blot får ham til at undre sig endnu mere over, at indslaget skulle handle om, hvor mange år en vært har været lun på ham.
»Det er bare lidt pinligt,« forklarer han.