Det nærmer sig efterhånden toårsdagen for, at parret ved en fortalelse kom til at afsløre deres forlovelse for en fransk minister.
Og derfor vil fans af Lady Gaga da også hjertens gerne vide, hvornår hun og hendes forlovede Michael Polansky skal forevige deres kærlighed officielt – og måske ventetiden på et storslået bryllup ikke er så lang igen.

Det afslører hun i sin sangkollega Bruno Mars' radioprogram 'Romantic Radio'.
Her har Lady Gaga sendt et sangønske, som hun kan dedikere til sin kommende husbond.
»Hej, Bruno. Min forlovede og jeg har rejst hele året, men vi skal snart giftes. Vi håbede, du måske kunne vælge en særlig sang til os,« siger Gaga i programmet.
'Bad romance'-sangerinden og Polansky holder oftest sit privatliv væk fra offentlighedens søgelys.
Deres – tilsyneladende gode – romance blev dog afsløret tilbage i 2020, da et billede af de to, der kyssede til en nytårsfest i Las Vegas, pludselig florerede på forskellige internationale medier.
Deres forlovelse kom Lady Gaga så lidt henkastet til at afsløre, da hun under OL i Paris i 2024 kom til at introducere tech-iværksætteren som sin forlovede for den daværende franske premierminister Gabriel Attal.
Læs mere om det HER.

