Cirka et døgn før Matthew Perry lørdag blev fundet død i sin lejlighed, sad han på en restaurant med en unavngiven kvinde.

Nu står hun frem og fortæller, at 'Friends'-stjernen under deres samtale på Hotel Bel-Ari i Los Angeles var i godt humør.

Kvinden hedder ifølge det amerikanske Hollywood-medie Tmz.com Athenna Crosby.

Hun er 25 år, model og underholdningsjournalist.

(Artiklen fortsætter under billederne af Athenna Crosby)

I en Instagram-story deler hun et billede af Matthew Perry og et af Tmz.coms første artikel, fra før hun stod frem.

Hun skriver først, at hun egentlig ikke havde lyst til at udtale sig og forklarer hvorfor:

»Jeg er så ulykkelig over hans død, men følte, at det var dårlig stil at tale om det offentligt, eftersom at opmærksomheden ikke skulle ryge over på mig, men på ham og det han stod for. Han var en ekstrem privat person, og det respekterede jeg altid,« skriver hun videre og tilføjer:

»Men ja, vi var venner, og jeg var en af de sidste, der talte med ham, før han døde.«

Matthew Perry i 2006.
Matthew Perry i 2006. Foto: Fred Prouser
Vis mere

Hun fortæller, at Matthew Perry, som nævnt, var i utrolig godt humør, da de mødtes, og talte entusiastisk om sine fremtidsplaner

Hun skriver:

»Han var så glad og levende. Lad venligst være med at spekulere over omstændighederne omkring hans død. Han var på vej tilbage og fortjente mere tid på Jorden. Vores underholdningsbranche har virkelig mistet en legende.« 

Athenna Crosby fortæller Tmz.com, at de ikke var på en romantisk date, men blot mødtes som venner. 

Hun havde kendt ham i et par måneder igennem en fælles ven.

Hun fortæller også Tmz.com, at Matthew Perry var glad for at have tabt sig, og at han desuden glædede sig til at spille pickleball om lørdagen.

Andre læser også