En hundredvis af kilometerlang køretur på tværs af store dele af landet, men du husker ikke at have sat dig bag rattet.

Det lyder som et mareridt, men var måske det, der reddede stjerneskuespiller Anthony Hopkins liv.

I anledning af nytåret har han nemlig lavet et opslag på Instagram, hvor han fejrer, at han er i live. 

Et faktum, han mener, hænger sammen med sin ædruelighed.

»Her er vi. Endnu et lykkeligt nytår på vej. Masser af glæde, masser af sjov og alt det der. Så hav i den grad en fantastisk tid,« siger han på Instagram, inden han fortsætter:

»Mit eneste problem var, at jeg havde det for godt. For 50 år siden i dag var jeg ved at blive dræbt ved at køre bil i et alkohol-blackout. Sådan var det. Men jeg indså på det tidspunkt, at jeg havde det for morsomt. Det hed alkoholisme.«

Sir Anthony Hopkins med sin kone Stella Arroyave i 2012.
Sir Anthony Hopkins med sin kone Stella Arroyave i 2012. Foto: Steve Marcus/Reuters/Ritzau Scanpix

Skuespilleren, der især er kendt for sin rolle i filmen Ondskabens øjne, siger, at han havde kørt fra den amerikanske delstat Arizona og til Beverly Hills. I en kæmpe brandert.

Han var så beruset, at han ikke kunne huske det mindste fra turen, der gik fra ørken-delstaten ud til den amerikanske vestkyst. Det var en tur han kørte tilbage i 1975.

50 år efter er Anthony Hopkins stadig meget bevidst om, hvad den tur kunne have kostet ham.

Han mener dog ikke, at han alene satte sit eget liv på spil den nat.

»Jeg kunne have gjort det af med en hel familie,« skriver han blandt andet i sin selvbiografi We did o.k., kid.

Tidligere har skuespilleren uddybet, hvor slem hans afhængighed var. Eksempelvis kunne han stå på scenen og pludselig ikke huske, hvor han var.

Desuden fortæller Hopkins i sin biografi, hvordan alkoholen lagde stort pres på hans første ægteskab med skuespillerkollegaen Petronella Barker. Det skriver The Guardian. Du kan læse mere HER.

Parret sagde 'ja' til hinanden i 1966, da han var 29, og hun var 24 – og deres forhold var ifølge Anthony Hopkins præget af skænderier, depression og en masse whisky.

I 1969 forlod han livet med hustruen og deres dengang etårige datter, Abigail.

Og det var altså først år senere, at han kom ud af sit misbrug ved hjælp af afvænningsprogrammet Anonyme Alkoholikere.

For da han vågnede i Los Angeles uden sin bil, og hans agent kunne fortælle ham om de 800 kilometer, han havde tilbagelagt i svært beruset tilstand, måtte der ske noget.

I sit opslag – her 50 år efter – opfordrer han følgere med samme udfordring med alkohol til at søge hjælp.

Anthony Hopkins danner i dag par med 69-årige Stella Arroyave, som han har været gift med siden 2003.

Selv er han netop lige fyldt 88 år. Den legendariske skuepillerstjerne har nemlig fødselsdag nytårsaftensdag.