Den britiske komiker og tv-vært Maddy Anholt er pludseligt gået bort.
Hun blev kun 35 år og døde af en sjælden og aggressiv form for kræft i hjernen. En diagnose, hun selv har holdt hemmelig for offentligheden - men som hendes efterladte familie nu afslører, at hun fik kort efter fødslen af datteren Opal sidste år.
»Det er med stor sorg, at vi annoncerer Maddy Anholts bortgang, vores elskede datter, søster, tvilling, ven, kone og mor, der forlod denne verden onsdag 13. september, 35 år gammel,« lyder det fra den efterladte familie i en officiel meddelelse.
Her skrives det også, at Maddy Anholt gik bort i sine forældres hjem, hvor hun tilbragte sine sidste uger og modtog professionel hospicebehandling.
Maddy Anholt var en kendt figur i særligt det britiske mediebillede, hvor hun fungerede som både komiker, skuespiller, tv- og radiovært og forfatter.
Hun havde sit eget radioprogram på BBC Radio 4, ligesom hun har været på turné med sit eget standup show og var med i tv-serierne 'The Emily Atack Show' og 'Jerk', samt i morgenshowet 'This Morning'.
Maddy Anholt var desuden en aktiv fortaler for kvinders rettigheder, særligt i forhold til at sprede opmærksomhed omkring vold i hjemmet.
Hun var ambassadør for velgørenhedsorganisationen Women's Aid og har skrevet håndbogen 'Sådan forlader du din psykopat'. Desuden har Maddy Anholt sin debutroman 'Red Flags' på vej til næste år.