Kim Wilde troede, at karrieren var ovre.

»Nærmest alt, jeg elskede at lave, forsvandt fra den ene dag til den anden. Jeg vidste ikke, om jeg ville komme over det,« fortæller hun.

Ifølge The Sun har den britiske sangerinde i podcasten 'How to be 60' nu afsløret, at hun for cirka halvandet år siden blev ramt af så alvorlige problemer med helbredet, at hele hendes liv gik i stå.

Hun fik en diskusprolaps.

»Det var skræmmende. Det var fuldstændig invaliderende, frygtelig smertefuldt – nervesmerterne gik hele vejen ned i mine ben,« fortæller Kim Wilde.

Den i dag 64-årig popstjerne har ellers i årevis været særdeles aktiv og har stadig turneret, selvom hendes stormagtsdage mest af alt var i 1980erne, hvor hun øjeblikkeligt hittede med sin allerførste udgivelse, 'Kids in America'.

Alt ændrede sig dog, da hun fik diskusprolapsen. Smerterne var »ubærlige.«

Kim Wilde kunne intet foretage sig.

»Jeg følte mig meget sårbar. Jeg troede, at det liv, som jeg elskede, ville forsvinde helt: At gå med mine hunde, at tage på turné, at løbe hen over scenen. Jeg kunne intet af det,« siger hun.

Men sangerinden kom sig.

Og hun kæmpede sig tilbage mere determineret end nogensinde før. Blandt andet ved at sætte sig en række mål for, hvad hun fysisk gerne vil opnå.

Fire måneder senere formåede hun at stå på vandski.

»Det har givet mig et fantastisk momentum, og undervejs fik jeg også lavet et nyt album,« siger Kim Wilde.

Albummet, 'Closer', er netop udkommet.