Kim Kardashian sagsøgt for sexvideo
Efterspillet om den berygtede sexvideo, der blev lækket for 22 år siden, har nu taget en ny drejning.

Efterspillet om den berygtede sexvideo, der blev lækket for 22 år siden, har nu taget en ny drejning.

Dramaet om den lækkede berygtede sexvideo med Kim Kardashian og Ray J -med det borgerlige navn William Ray Norwood Jr. - begyndte for 22 år siden.
Men det er ikke et overstået kapitel, skriver The Sun.
For ekskæresten Ray J har nu sagsøgt både Kim Kardashian og hendes mor, Kris Jenner.
Ifølge mediet sagsøger Ray J dem for at »afsløre hemmeligheder« om videoen, der blev filmet i 2003.

Han hævder, at han drøftede udgivelsen af videoen med Kim Kardashian i 2006. I den forbindelse siger han, at Kim Kardashian insisterede på, at hendes mor stod for det praktiske i forbindelse med lækket.
»Kim og Kris har brugt to årtier på at fortælle en falsk historie om, at sexvideoen blev lækket mod hendes vilje,« står der i søgsmålet.
I dokumenterne bliver der beskrevet flere episoder, hvor Kim Kardashian og hendes eksmand, rapperen Kanye West, skulle have løjet og krænket Ray J's ære. Blandt andet anklager Ray J dem for at have beskyldt ham for at have voldtaget Kim Kardashian og givet ham skylden for udgivelsen af videoen.
Og der er mere til søgsmålet.
Ray J hævder nu, at han tidligere har indgået et forlig med Kardashian-familien, hvor han blev betalt seks millioner dollar – svarende til cirka 38,5 millioner danske kroner.
Ray J's søgsmål sker en måned efter, at Kim Kardashian og Kris Jenner sagsøgte ham.
Det gjorde de efter en livestream, hvor Ray J hævdede, at Kardashian-familien er under en stor føderal efterforskning i en sag, der med hans ord er »værre end Diddys«.