Kiefer Sutherland er blevet anholdt
Han er mistænkt for at have overfaldet en chauffør.

Han er mistænkt for at have overfaldet en chauffør.

Den canadiske skuespiller Kiefer Sutherland, der især er kendt for at spille hovedrollen i tv-serien '24 timer', er blevet anholdt.
Anholdelsen skete mandag – og han er mistænkt for at have overfaldet en chauffør fra en unavngiven samkørselstjeneste.

Det oplyser politiet i storbyen Los Angeles i den amerikanske delstat Californien ifølge nyhedsbureauet AFP og BBC.
»Efterforskningen fastslog, at den mistænkte, der senere blev identificeret som Kiefer Sutherland, steg ind i en ride-share-bil, overfaldt chaufføren (offeret) og fremsatte kriminelle trusler mod offeret,« lyder det fra politiet i en udtalelse om sagen.
Selve anholdelsen fandt sted i Hollywood mandag, og den 59-årige skuespiller blev efterfølgende taget med i politiets forvaring.
Kiefer Sutherland blev dog få timer senere løsladt igen – efter han havde betalt en kaution på 50.000 dollar (320.000 danske kroner), oplyser politiet.
Han skal møde i retten den 2. februar.
Den canadiske skuespiller er ifølge BBC blevet anholdt flere gange tidligere i sin karriere, og i 2007 blev han idømt 48 dages fængsel for spirituskørsel og overtrædelse af sin prøveløsladelse.
Han blev anholdt for vold i 2009, men anklagen senere blev frafaldet igen.
BBC oplyser, at man har kontaktet skuespillerens repræsentanter for en kommentar, men ikke har hørt noget endnu.
Offeret i sagen pådrog sig ikke skader, der krævede behandling, har politiet oplyst.