Er hun, eller er hun ikke?

Det er spørgsmålet, som mange Khloé Kardashian-fans spørger sig selv om, når snakken falder på, om hun er sammen med Tristan Thompson, faren til hendes to børn, igen.

Rygtet om, at de to er sammen igen, er opstået, fordi Khloé Kardashians mor, Kris Jenner, søsteren Kim Kardashian og niecen North West blev set på tilskuerrækkerne til Tristan Thompsons NBA-kamp for LA Lakers.

Men nu er hovedpersonen selv gået til tasterne. Det sker i en kommentar på Instagram til et opslag, som en fanside af hende har slået op.

Khloe Kardashian og Tristan Thompson har to børn sammen.
Khloe Kardashian og Tristan Thompson har to børn sammen. Foto: Unknown
Vis mere

'Stop med at fremme det narrativ. Det er trættende,' skriver hun og fortsætter med, at folk vil blive ved med at tro, at eksparret er sammen igen uanset, hvad hun så siger.

'Det er udmattende (...) De fleste tror på løgnene, fordi det er brændstof til det narrativ, de har opbygget. Hyg jer med det.'

Khloé Kardashian og Tristan Thompson gik fra hinanden helt tilbage i 2021, efter det kom frem, at han var blevet far til et barn med en anden kvinde – vel at mærke, mens han og Khloé Kardashian var forlovet.

De har sammen den fem år gamle datter True og en søn på ni måneder, hvis navn ikke er offentligt kendt.

Selvom de altså ikke længere danner par, har Khloé Kardashian flere gange støttet sin tidligere partner, hvilket hun også er inde på i sin kommentar.

'Nogen gange er tingene bare så simple, som de ser ud. Et familiemedlem, som støtter et andet familiemedlem, især i en svær tid,« skriver hun og henviser her måske til, at Tristan Thompson i begyndelsen af året mistede sin mor.