For få dage siden gav den vanærede skuespiller et interview, hvor han fortalte, at han »bogstavligt talt« var hjemløs. 

Men det skulle tilsyneladende vise sig at være løgn. 

I hvert fald har Kevin Spacey nu delt en video på Instagram, hvor han fortæller, at det ikke er tilfældet. 

»Jeg føler et behov for at svare – ikke til pressen – men til de tusindvis af mennesker, der har kontaktet mig i løbet af de sidste par dage og tilbudt mig et sted at bo eller bare har spurgt, om jeg er okay,« siger han og tilføjer: 

»Lad mig først sige, at jeg er virkelig rørt over jeres generøsitet, punktum. Men jeg føler, at det ville være uærligt af mig at lade jer tro, at jeg faktisk er hjemløs i dagligdagsforstand.« 

I det tidligere interview fortalte Kevin Spacey, at han bor på hoteller eller i Airbnbs.

Nu uddyber han, at han derfor ikke er hjemløs, men simpelthen bare flytter efter, hvor end arbejdet er, og det er han i dag taknemmelig for. 

Han forklarer videre, at han anerkender, at der rent faktisk er personer, som bor på gaden eller i deres bil, og at han ikke er en af dem. 

Oscar-vinderen, der ellers havde en lovende og prominent karriere, endte i massiv modvind, da han i 2017 blev beskyldt for seksuelle overgreb. Spacey nægtede alle anklager og blev frifundet i 2023. 

Men det har sat sine spor. Det kan du læse mere om HER.