Den tidligere Hollywood-stjerne Peter Greene blev 12. december fundet død i sin lejlighed i New York.
To måneder efter den 60-åriges dødsfald, løfter en retsmediciner for et af New Yorks ledende kontorer sløret for, hvad dødsårsagen var.
Det skriver flere amerikanske medier som TMZ og People.
Greene skulle nemlig have skudt sig selv ved en 'fejl' i venstre armhule og have skadet arteria brachialis, der er hovedblodkaret i overarmen.
Greenes død blev først rapporteret af New York Daily News. Hans manager Gregg Edwards bekræftede, at han blev fundet død i sin lejlighed i en erklæring den 13. december.
Edwards fortalte NBC News, at der blev foretaget et helbredstjek i Greenes hjem, efter at der blev hørt musik i hans lejlighed i over 24 timer. Han havde talt med skuespilleren tidligere på ugen.
Greenes første rolle på skærmen var i 1990 i en episode af NBC-krimiserien Hardball. Hans filmdebut kom to år senere i filmen Laws of Gravity.
Den New Jersey-fødte skuespiller medvirkede i adskillige roller i starten af 1990erne, herunder filmene Clean Shaven (1993), The Mask (1994) som antagonisten Dorian Tyrell, hvor han spillede overfor Jim Carrey og Cameron Diaz, samt Quentin Tarantinos Pulp Fiction (1994), hvor han spillede voldtægtsmanden Zed.

