Skaberen af tegneserien 'Dilbert', forfatteren Scott Adams, er død i en alder af 68 år. 

Forfatteren har været på hospice den sidste tid, hvor hans helbred hurtigt er blevet forværret. 

Scott Adams har i længere tid kæmpet med prostatakræft, som sidste år spredte sig til knoglerne.

Mandag fortalte hans første ekskone, Shelly Adams, til TMZ, at der ikke var mange dage igen. Og tirsdag oplyser hun så i en video på forfatterens YouTube-kanal, at han er gået bort.

»Desværre er det her ikke gode nyheder. Han er ikke hos os mere,« siger hun og fortsætter:

»Han havde et par sidste ord, han gerne ville dele: ’Hvis du hører dette, endte det ikke godt for mig. Min krop gav op før mit sind.’«

Dagen før sin død medvirkede Scott Adams selv på sin Youtube-kanal, hvor han fortalte, at han ikke havde lang tid igen.

»Man kan se, at jeg bliver svagere og svagere. Jeg har fået at vide, at jeg kan se, hvor meget tid jeg har tilbage, ud fra hvor træt jeg er, og hvor mange smerter jeg har. Min træthed og mine smerter er på sit højeste,« sagde han.

Ifølge TMZ fortalte Shelly Adams allerede i maj sidste år, at hans dage var talte, og at han formentlig ikke ville overleve sommeren.