Den amerikanske popsanger Chers søn Elijah Blue Allman er blevet sigtet for vold. 

Han blev anholdt fredag ​​den 27. februar efter at have trængt ind til en fest på eliteskolen St. Paul's School i Concord i den amerikanske delstat New Hampshire, skriver mediet People.

Her skulle den 49-årige Elijah Blue Allman have opført sig aggressivt over for flere af deltagerne til festen, hvor han i øvrigt ikke var velkommen.

Dernæst skulle han have overfaldt to personer, hvorefter politiet blev tilkaldt.

Efter anholdelsen blev han sigtet for to tilfælde af overfald, ulovlig indtrængen, trusler og ordensforstyrrelse, oplyser politiet til People. 

Elijah Blue Allman har tidligere døjet med stofmisbrug og mentale udfordringer, og i 2023 søgte Cher om at blive værge for sin søn - blandt andet på grund af påstået stofmisbrug.

Et par måneder senere droppede Cher dog sit forsøg på at blive værge, mens Elijah Blue Allman samtidig fortalte, at han var blevet stoffri og var begyndt at modtage behandling.

I sommeren 2025 blev han pludselig hastet til en lægeklinik i Californien, fordi han 'opførte sig uberegneligt', som en repræsentant for politiet fortalte People

Han blev udskrevet et par dage senere. 

People har forsøgt at få en kommentar fra Cher om sønnens anholdelse, men hun er ikke vendt tilbage på deres henvendelser.