Musikeren Katy Perry har tjent kassen på sine album. 

Nu har hun kappet båndene til sine hits og solgt rettighederne for 225 millioner dollar svarende til omkring 1,5 milliarder danske kroner. 

Det bekræfter Litmus Music over for Variety og Billboard. 

Aftalen betyder, at firmaet har købt udgivelsesrettighederne og originale indspilninger til sangene på alle Katy Perrys fem albums. 

Litmus Music CEOs Dan McCarroll og Hank Forsyth er meget glade for købet. 

»Katy Perry er en kreativ visionær, som har haft en enorm indflydelse inden for musik, tv, film og filantropi. Jeg er så beæret over at indgå denne aftale med hende, og at Litmus varetager hendes utrolige repertoire,« siger McCarroll.

Katy Perry selv har ikke kommenteret salget. 

Senest har den kendte sanger optrådt med shows i Las Vegas og snart vil hun igen være at finde som dommer i det amerikanske sangprogram 'American Idol'.