Den amerikanske sanger Katy Perry ses for tiden i lykkerus side om side med den tidligere canadiske premierminister Justin Trudeau.
Men lykken er brast for en stund. For den 41-årige sanger er blevet ramt af alvorlige anklager.

Skuespilleren Ruby Rose har anklaget hende for et seksuelt overgreb, der angiveligt fandt sted på en natklub i Australien for 20 år siden.
Det skriver det amerikanske medie People.
»Katy Perry misbrugte mig seksuelt på natklubben Spice Market i Melbourne. Hvem bekymrer sig om, hvad hun tænker,« skrev Rose i et opslag på det sociale medie Threads.
Perrys team kalder beskyldningerne for »kategoriske«, »farlige« og »hensynsløse løgne«.

Ruby Rose, der blandt andet har medvirket i serien 'Orange Is the New Black' delte beskyldningen under et klip, hvor Perry reagerede på Justin Biebers optræden under den amerikanske festival Coachella.
Ifølge Rose har det taget hende to årtier at »turde« tale om hændelsen.
»Selvom jeg er så taknemmelig for, at jeg har overlevet længe nok til at finde min egen stemme, viser dette bare, hvor stor en indflydelse traumer og seksuelt misbrug virkelig har.«
Katy Perry-lejren har udsendt en erklæring, hvor de svarer igen på beskyldningerne.
»Ruby Roses beskyldninger mod Katy Perry, der cirkulerer på sociale medier, er ikke kun rene løgne, de er farlige og hensynsløse løgne.«
»Ruby Rose har en veldokumenteret historie med at fremsætte alvorlige offentlige anklager mod forskellige personer på sociale medier – anklager, der gentagne gange er blevet afvist af de anklagede.«
Det har fået Ruby Rose til at udtale sig igen. Perry er »mere end velkommen til at sagsøge hende,« skulle hun have sagt ifølge People.
»Men det vil hun ikke gøre, fordi det skete. Jeg har billeder, og det skete åbenlyst foran flere vidner.«

